Gefion > ERHVERVSPOLITIK > Det mener vi > Udvidet fredning ved Saltbæk Vig
Slagelse den 9. april 2008
Udvidet fredning ved Saltbæk Vig: DN lever ikke op til sit ansvar
- Der skal ikke fredes for fredningens skyld. Der skal være et klart formål med fredningen, og det er der ikke med det forslag, som Danmarks Naturfredningsforening stiller for området udenfor landkanalen ved Saltbæk Vig, siger Svend Erik Eriksen, der er viceformand i Landboforeningen Gefion og fortsætter:
– Jeg mener ikke, at Danmarks Naturfredningsforening lever op til det ansvar, de har som stillere af fredningsforslag. Når Danmarks Naturfredningsforening stiller et så generelt og mangelfuldt forslag som det her, er det at holde de involverede lodsejere for nar. Derfor afviser vi forslaget og vil opfordre fredningsnævnet til at gøre det samme.
Saltbæk Vig er allerede udpeget som Habitatområde og Fuglebeskyttelsesområde og derfor må der ikke ske tiltag, som ændrer forholdene i vige. Derfor mener Landboforeningen Gefion, at fredningsforslaget strider mod habitats- og fuglebeskyttelsesdirektivet. Det forhold vil foreningen påpege, når fredningsnævnet fredag den 11. april holder informationsmøde i Kalundborg Hallerne.
- I fredningsforslaget opererer Danmarks Naturfredningsforening med begreber som at forslaget ”ikke er til hindring for”. Eksempelvis står der i forslaget at fredningen ”ikke er til hinder for” at man åbner dæmningerne. Men sker det, vil det få store konsekvenser for vandstanden, men det er ikke klart, hvilke konsekvenser det vil få. Den slags formuleringer er alt for upræcise i et fredningsforslag. De involverede lodsejere har krav på at vide, hvilke konsekvenser forslaget har. Og det samme har skatteyderne, der i sidste ende skal betale for en udvidet fredningen, siger Svend Erik Eriksen fra Gefion.
Landboforeningen Gefion mener, at det er en glidebane, hvis der fremover kommer flere fredningsforslag, der er så vagt formuleret og med så mange hensigtserklæringer og ønsker til ændringer langt ude i fremtiden, som i dette.
Gefion var initiativtager til et møde for de berørte lodsejere, der blev afholdt den 25. marts på landbocentret i Jyderup. Her mødte der mere end 120 lodsejere op, og der var stor enighed om, at man skulle arbejde imod fredningsforslaget.
- Vi har flere medlemmer, der er berørt af forslaget og gennemføres det vil det få store konsekvenser for landbruget i området. Derfor har Gefion også tilbudt at være tovholder i forløbet og er bl.a. sekretær for den gruppe lodsejere, der kalder sig ”Lodsejere for bevarelse af Saltbæk Vig”. Det er blandt andet i kraft af vores erhvervspolitiske afdeling, at vi kan løfte den slags opgaver.
Yderligere oplysninger:Svend Erik Eriksen, viceformand i Landboforeningen Gefion, på tlf. 4092 7342.Søren Christiansen, erhvervspolitisk konsulent, Landboforeningen Gefion på tlf. 2168 8740.