Stigende salgsindtægter ædes op af udgifter og indkomsten stagnerer I dag koster et franskbrød hos bageren over 25 kroner, og det kræver en forklaring. Derfor havde bagerne tidligere på året store plakater hængende i butikkerne. Heraf fremgik det, at prisen på franskbrødet steg som følge af de stigende kornpriser. Det er en sandhed med modifikationer, og med til forklaringen hører, at de danske landmænd får glæde af prisstigningerne. De stigende fødevarepriser mærker landmændene ikke meget til. Det skyldes blandt andet, at omkostningerne til at producere fødevare også er steget. Det er blandt andet udgifter til afskrivning, løn og renter, der er årsagen til at landmændene ikke mærker meget til prisstigningerne på fødevarer. Prisen på de svinekoteletter, der sommeren igennem har ligget på grillen, er ikke steget i samme takt som prisen på korn. Samtidig er udgifterne til indkøb af proteinfoder, gødning og plantebeskyttelsesmidler steget stærkt. Det samme er udgifterne til energi. Med andre ord: indtægterne i landbruget kan ikke kompensere for omkostningerne i erhvervet, og resultater er stagnerende indkomster i en tid med stigende fødevarepriser. Det hører med til historien om bagerens franskbrød, at udgifterne til korn svarer til 5 pct. af brødets pris. For brødproducenten er udgifter til løn og energi større end udgiften til råvarerne. Fødevare-fødekæden Eksperter peger på, at prisstigningerne på fødevarerne i butikkerne er større end prisstigningen på landbrugets råvarer kan berettige. Når priserne på mælk, koteletter, rugbrød og grøntsager stiger, er det kun en lille del, der når landmanden – og den del ædes op af prisstigninger på fx diesel, foder og gødning og resultatet er stagnerende indkomster. Som landmand er jeg første led i fødevare-fødekæden: fødevarernes vej fra jord til bord. Jeg kan ikke regulere priserne på de produkter, jeg sender til slagterier og forædlingsvirksomheder. Forædlingsvirksomhederne har udgifter til løn, energi og råhjælpestoffer. De udgifter skal dækkes, når fødevarerne sælges videre til endnu et led på vej mod supermarkedet; grossistvirksomhederne er sidste led inden fødevarerne ender i supermarkedernes køledisk. Grossisten har udgifter til lager og transport, de udgifter lægges til prisen inden fødevarerne finder vej til butikkerne. Så når fødevarerne stiger i pris, er prisstigningen fordelt på mange led – og som fødevareproducent får landmanden kun en lille del af prisstigningen. Jeg ser frem til, at prisstigningerne i højere grad kommer til at kunne mærkes i landbruget. Men som landmand og fødevareproducent vil jeg ikke gå på kompromis. Vi fortsætter med at producerer sunde fødevarer – stigende udgifter og stagnerende indkomster til trods. Af Torben Hansen, formand for Landboforeningen Gefion. Bragt i Dagbladet, Ringsted den 31. juli 2008