Nye anmeldeordninger – flere muligheder for ændringer på husdyrbrug  

Der er åbnet mulighed for at en række ændringer på husdyrbrug kan klares uden en egentlig miljøgodkendelse, men alene kræver en anmeldelse og godkendelse hos kommunen. Det gælder følgende ændringer:

1.    Etablering af halmlade, maskinhal, kornsilo, malkeanlæg.
2.    Etablering af ensilageplads op til 3000 m3.
3.    Etablering af støbt møddingsplads (til maks. 100 DE).
4.    Etablering af gylletank, tank til ensilagesaft og spildevand (op til 4.000 m3).
5.    Ændring af staldanlæg inkl. nybyggeri til dyrevelfærd - gælder kun, hvor der er lovgivning 
       med dyrevelfærdsmæssige krav (malkekvæg, søer, mink, heste, slagtekyllinger,
       æglæggende høns).
6.    Skift mellem dyretyper/dyregrupper uden bygningsmæssige ændringer (f.eks. slagtesvin til
       smågrise, eller overgang fra svin til kvæg).
7.    Øget produktionsomfang i slagtesvinestalde, ”fulde stalde”.

Disse mindre ændringer skal kunne behandles af kommunen inden for maks. 2 måneder (1 mdr. for ”fulde stalde”). Her skal kommunen bl.a. vurdere, om ændringen ligger indenfor anmeldeordningerne eller kræver en miljøgodkendelse. Sagen skal høres hos naboer, og afgørelsen kan påklages. Ud over vurdering i forhold til husdyrloven, skal sager med nyt byggeri gennem en byggesagsbehandling, som skal søges særskilt.

1-4. Anmeldeordninger med nyt byggeri.
Byggeriet skal være erhvervsmæssigt nødvendigt for ejendommens drift som landbrug og skal opføres i tilknytning til det eksisterende byggeri. Der skal opfyldes en række afstandskrav til beboelse, vandløb og søer og ammoniakfølsom natur, ligesom de almindelige regler for byggeri skal overholdes. Derudover er der en række detailkrav til byggeriet og ansøgningsmaterialet.

5. Anmeldeordninger med ændringer/byggeri til dyrevelfærd.
Ordningen kan anvendes, når der skal ske ændringer eller udvidelser af staldanlæg af hensyn til dyrevelfærd, som er indeholdt i love og bekendtgørelser. Nybyggeri skal ske ved tilbygning eller i tilknytning til eksisterende, og der er krav til byggestil. Byggeriet skal begrænses til, hvad der er nødvendigt for at opfylde de dyrevelfærdsmæssige krav, der ligger i loven. Der er ingen krav til begrænsning af lugt, ammoniak, kvælstof og fosfor, og udspredningsarealerne ikke er en del af godkendelsen.

6. Skift mellem dyretyper eller grupper.
Ordningen kan bruges til at skifte inden for dyretypen, f.eks. fra søer til slagtesvin eller malkekøer til ammekøer. Ordningen kan også bruges til at skifte fra andre dyregrupper til dyretyper indenfor kvæg, dvs. f.eks. fra slagtesvin til malkekøer eller mink til får, men ikke det omvendte.  

Dyregruppe

Dyretype

Svin

Slagtesvin, smågrise og søer

Kvæg

Malkekvæg, ammekøer og andet kvæg, heste samt geder,

får og andre drøvtyggere

Fjerkræ

Slagtekyllinger, høns, og andet fjerkræ

Pelsdyr

Mink og andre pelsdyr

Der må ikke ske bygningsmæssige ændringer, der kræver miljøgodkendelse, herunder ændring af gulve og gyllesystemer. Inventar må dog gerne ændres. Ændringen må ikke give anledning til øget miljøpåvirkning, hvilket skal dokumenteres i forbindelse med ansøgningen. Hvis der f.eks. ønskes et skift fra søer til slagtesvin, vil det derfor indebære en nedgang i produktion i DE, da slagtesvin lugter mere end søer.

7. ”Fulde stalde”. Grundlaget for beregning af dyreenheder blev revideret i 2009. Det har betydet, at man med samme slagtesvineproduktion ”hoveder eller haler” nu producerer færre DE. Med anmeldeordningen er det muligt at fastholde det tidligere ”antal DE” og hermed øge produktionen. Ordningen kan anvendes til at øge produktionen, hvis man ikke ligger tæt på naboer og ammoniakfølsom natur. Ordningen kan kun bruges, hvis ejendommen ikke allerede har en godkendelse efter den ”nye” Husdyrlov (2007). I ansøgningen skal det dokumenteres at beskyttelsesniveauet for lugt kan overholdes og at udspredningsarealerne ikke ligger indenfor husdyrlovens fosforklasse 2 og 3.

Eksempel:
En slagtesvineproduktion har i 2006 fået foretaget en screening af en årsproduktion på 8.700 slagtesvin (30-102 kg) og har derfor ud fra beregning for planår 2008/2009 en tilladt produktion på 248,6 DE. Ud fra ny beregning 2010/2011 vil de samme 8.700 slagtesvin svare til 223,4 DE. Med anmeldeordningen kan der igen udvides til en produktion på 248,6 DE, hvilket med ny beregning svarer til 9.680 slagtesvin (30-102 kg), altså en forøgelse af produktionen på 980 stk.

Kan de nye ordninger bruges på din bedrift?
Vil du vide mere om husdyrgodkendelseslovens nye anmelderordninger, bør du starte med at kontakte Gefions Miljørådgivning på telefon: 5786 5000.

Vi arbejder tværfagligt i Gefion, og rådgivere fra Gefions specialrådgivninger inden for driftsøkonomi, kvæg, svin, byggeri og miljø står parate til at hjælpe dig med at finde den optimale løsning for dit landbrug, med eller uden anmelderordninger.

DET SKER
Seniorklub Jyderup
22-05-2012 kl. 10:00
Hos Kragerup Gods, Kragerupgårdsvej 33, 4291 Ruds Vedby
24-05-2012 kl. 18:30
Seniorklubben Borup
29. - 31-05-2012 kl. 08:00

Gefion - Fulbyvej 15 - 4180 Sorø - Tlf: 5786 5000 - Fax: 5786 5001 - Email:   - Se EAN-nr. og CVR-nr.