Af planteavlskonsulent Felix Bentzen, Gefion.

Sagaen med de statslige vandplaner har i den forgangne tid antaget nye højder. Væsentlige ændringer for den enkelte borger, produktion og livsgrundlag, varsles med kun 10 dages høringsfrist. Og den berørte borger får ikke engang besked om dette indgreb. Den eneste form for information der tilgår den enkelte  er, at han selv kan gå ind på en hjemmeside, for at se om der er ændringer eller nye tiltag på vej.

Hvordan er det kommet så vidt? Fra min stol ser det ud som om Naturstyrelsen i denne sag har gjort både for lidt og for meget.

For lidt fordi Naturstyrelsen ikke efter min menig har udfyldt grundlaget for vandplanerne, som man kunne forvente af en statslig myndighed. En sådan overordnet myndigheds opgaver burde være at analysere situationen, at udstikke de mål der skal opnås, og prioritere mellem dem. Og til sidst at anvise de midler, der er nødvendige.
Naturstyrelsen har ikke foretaget en individuel vurdering af, hvilke vandløb der har potentialet til at opnå en stor naturværdi. Og her skal hele vandløbet inkluderes, også selvom det går igennem flere kommuner. Naturstyrelsen burde her  have valgt de ”mest lovende” vandløb ud, uanset deres nuværende status og koncentreret indsatsen her. I så fald ville kommunerne have haft et brugbart styrings redskab, som de kunne planlægge ud fra. Derved ville deres lokale kendskab kunne bruges til at sætte ind, med de fysiske indsatser, hvor de ville gøre mest gavn.  
I stedet har så godt som alle vandløb, fået den samme målsætning (faunaklasse 5). Og som det ser ud, helt uden skelen til, om det enkelte vandløb overhoved kan opnå denne målsætning. Der er meget få vandløb, hvor der stiles højere for at udnytte et særligt potentiale, mens rigtig mange vandløb har en alt for høj målsætning.  Disse målsætninger er lavet på baggrund af naturdata, der ofte er 5-10 år gamle.
Rigtigt meget er sket i denne periode. De gamle amter og kommunerne har iværksat mange projekter, hvis resultater ikke er dækket af disse data. Desuden er spildevandsrensningen forbedret meget. Disse forbedringer har man elegant set ud over ved at bruge historiske naturdata.

Hvad har Naturstyrelsen så gjort for meget? Den har forladt den overordnede rolle som koordinerende statslig myndighed. Den har i stedet brugt en masse resurser på at fastlægge enkelte indsatser spredt ude over hele landet. Derved forsøger Naturstyrelsen at detailreguler den lokale indsats. Og det helt uden at have kommunens lokalkendskab. Og det har tydeligt kunnet ses i høringsmaterialet. Eksempelvis er rørlagte vandløb, der står til at skulle tages op i planerne, allerede for længe siden er fjernet.  Ved således at forsøge at detailregulering indsatsen ovenfra, udnytter man slet ikke kommunens kompetencer, og deres  lokal-kendskab og nærhed til borgerne.

I de EU forordninger, der ligger til grund for vandplaneren, er inddragelse af borgerne en central faktor. Den proces har Naturstyrelsen elegant sat sig ud over. Det sker ved at disse meget specifikke tiltag er blevet medtaget i vandplanerne allerede nu. De har direkte indvirkning på borgerens hverdag, men bliver fastlagt i en helt overordnet høringsproces. At det virker som en skueproces ses også af, at kun meget få indsatser er ændret i den endelige plan, til trods for mere end 4.000 høringssvar er afgivet. Yderligere ”kafkask” bliver det når der kun er givet 7 dages høring på den supplerende høring.
Når nu vandplanen vedtages bliver disse indsatser lov og de binder kommunerne til løsninger, som hverken de eller borgeren har haft nogen reel indflydelse på. Fikst, men hverken ret demokratisk eller i EU-forordningernes ånd. Gidslerne i denne proces vil blive landmænd, hus-, have- og sommerhusejere der i fremtiden må forvente yderligere forringede afvandingsforhold. Og det for deres egne skattepenge.